Praktisk Parterapi
Parforholdet er en af de vigtigste relationer i vores liv.
Når kontakten føles tryg, kan kærligheden vokse, og vi kan finde støtte hos hinanden – også når livet er svært. Når kontakten derimod bliver præget af konflikter, afstand eller misforståelser, kan det være svært at finde tilbage til hinanden på egen hånd.
I Praktisk Parterapi arbejder vi med at styrke den følelsesmæssige kontakt, venskabet og kærligheden mellem jer. Med afsæt i forskningsbaseret viden om parterapi og konkrete redskaber hjælper jeg jer med at forstå jeres mønstre og skabe nye måder at være sammen på.
I parterapien har vi blandt andet fokus på:
• at styrke og genopbygge de kærlige følelser mellem jer
• at skabe større tryghed i relationen
• at øge kendskabet til hinanden og styrke venskabet og intimiteten
• at mindske konflikter og stressniveau og skabe mere hensigtsmæssig kommunikation
• at bevare fokus på de udfordringer, I faktisk kan arbejde med og løse sammen
Mit mål er, at I opnår større livsglæde, mere tryghed og en stærkere oplevelse af kærlighed i jeres parforhold.
Praktisk Parterapi tager samtidig udgangspunkt i, at I selv er aktive i processen. I vil få konkrete redskaber og øvelser med hjem mellem sessionerne, hvor I får mulighed for at omsætte indsigt til handling. Det er ofte her, den største forandring skabes.
Et fælles arbejde – ikke en hurtig løsning
Parterapi er ikke en hurtig løsning, og der findes hverken magiske svar eller genveje til et stærkt parforhold.
Hos mig arbejder vi med jer og jeres relation – ærligt, konkret og med fokus på det, der kan opbygges over tid.
Mit arbejde tager udgangspunkt i empati, nysgerrighed og et oprigtigt ønske om at støtte relationer i at vokse. Jeg arbejder med sunde parforhold, og parterapi hos mig forudsætter, at relationen er fri for psykisk og fysisk vold, da vold aldrig er et relationsproblem, men et alvorligt grænseoverskridende problem.
Hvis jeg undervejs vurderer, at det vil være relevant at inddrage eller henvise til andre fagpersoner, vil jeg naturligvis vejlede jer om dette. Mit udgangspunkt er altid jeres relation, og hvordan I sammen kan skabe de bedste forudsætninger for jeres parforhold fremadrettet.
Sådan foregår parterapi
Når I booker den første tid, får I tilsendt tre spørgsmål, som I hver især skal forberede. Det er vigtigt, at I ikke deler jeres svar med hinanden inden den første session.
Jeres besvarelser hjælper os med at skabe en fælles retning og målsætning for forløbet. På den måde kan vi afklare, hvordan jeg bedst muligt kan støtte jer i at komme derhen, hvor I ønsker at være som par.
Hvad er Praktisk Parterapi?
Når I vælger Praktisk Parterapi, får I ikke kun samtaler – I får også konkrete øvelser og redskaber, som I arbejder med mellem sessionerne. De øvelser i får udleveret har i med jer og med tiden vil i opleve at have en god værktøjskasse
Jo mere I arbejder med øvelserne, jo større udbytte vil I typisk få af forløbet.
Der vil altid være en fast dagsorden, som skaber struktur, forudsigelighed og retning i samtalerne, samtidig med at der er plads til fleksibilitet og det, der fylder hos jer på dagen.
Alle samtaler tager udgangspunkt i jeres historie, jeres relation og de udfordringer eller ønsker, I kommer med. Det er her, arbejdet, forståelsen og de nye opdagelser opstår.
Mit mål er, at I opnår større livsglæde, mere tryghed og mere kærlighed i jeres parforhold.